Hvis banken nægter at tilbagebetale dig efter en sag om svindel, er det som regel grov uagtsomhed. Hvad udtrykket betyder, hvem skal bevise det, og hvilke omstændigheder tæller.
Efter en sag om svindel i netbank modtager mange af de berørte et kort brev fra deres bank: En tilbagebetaling vil blive afvist, fordi kunden har handlet groft uagtsomt. Dette er dobbelt belastende – oven i den økonomiske skade kommer anklagen om, at du selv er ansvarlig for det.
Et sådant brev afspejler dog i første omgang kun bankens juridiske opfattelse. Hvorvidt anklagen er gyldig afhænger af juridiske standarder, der er meget strengere, end begrebet antyder i hverdagen.
Hvorfor anklagen har så stor vægt
I tilfælde af en uautoriseret betalingstransaktion skal banken generelt tilbagebetale beløbet i henhold til § 675u i den tyske civillovbog (BGB). I henhold til § 675v i den tyske civillovbog (BGB) kan den imødegå dette med sit eget erstatningskrav, hvis kunden forsætligt eller groft uagtsomt har overtrådt sin omsorgspligt. Kunden kan herefter hæfte for hele skaden. Ved simpel uagtsomhed består den juridisk begrænsede involvering derimod. Fejlklassificeringen afgør ofte, hvem der i sidste ende bærer skaden.
Hvilke forpligtelser, der menes, udspringer primært af § 675l BGB: Kunder skal beskytte deres personlige sikkerhedsfunktioner - såsom adgangsdata og frigivelseskoder - mod uautoriseret adgang og straks rapportere ethvert tab eller misbrug, så snart de bliver opmærksomme på det.
Benchmark: mere end en fejl
Efter den almindelige civilretlige forståelse forekommer groft uagtsomhed kun, hvis den påkrævede omhu blev overtrådt i usædvanlig høj grad - altså hvis det, der burde have været åbenlyst for alle i den konkrete sag, blev tilsidesat. Der er også en personlig side: adfærden behøver ikke længere være subjektivt undskyldelig. Skødesløshed, et øjeblik med at blive overvældet eller en fejl under tidspres er ikke nok i sig selv.
Perspektivet er også vigtigt. Set i bakspejlet virker mange svindelnumre gennemsigtige. Juridisk afhænger det dog af den situation, den pågældende befandt sig i: Hvilke oplysninger havde de, hvor troværdige fremstod gerningsmændene, hvor lang tid var der til at tænke?
Omstændigheder, der typisk er omstridte
Domstolene vurderer ud fra en helhedsvurdering, om grænsen for groft uagtsomhed er overskredet. Følgende spørgsmål spiller jævnligt en rolle:
- Blev adgangsdata eller frigivelseskoder videregivet – og hvis ja, hvordan og angiveligt til hvem?
- Hvad indikerede frigivelsesprocessen præcist: beløbet og modtageren af en overførsel eller en anden proces, såsom registrering af en ny enhed?
- Hvor omfattende var bedraget, for eksempel gennem en simuleret hjemmeside eller en manipuleret visning af telefonnummer?
- Kendte gerningsmændene allerede personlige detaljer eller kontooplysninger, der ville få kontakten til at virke troværdig?
- Havde banken tidligere klart og forståeligt advaret mod netop denne tilgang?
Ingen af disse punkter bestemmer sig selv. Videregivelse af en frigivelseskode over telefonen ses ofte kritisk af domstolene; Alligevel kan det overordnede billede – for eksempel ved et særligt professionelt bedrag – være anderledes i de enkelte sager.
Hvem skal bevise hvad?
Banken, der påstår groft uagtsomhed, skal fremlægge og bevise de forhold, som påstanden udspringer af. Alene den kendsgerning, at betalingsinstrumentet blev teknisk brugt korrekt, og autentificeringen blev registreret, er ikke nødvendigvis tilstrækkeligt i henhold til § 675w i den tyske civillovbog (BGB).
Samtidig forventes kunderne at beskrive processen på en forståelig måde fra deres perspektiv. Derfor har den første erklæring til banken betydelig vægt. Upræcise eller forhastede formuleringer - fx i en telefonsamtale kort efter hændelsen eller i en skadeserstatning - bliver ofte senere brugt mod de berørte.
Bankens adfærd tages også i betragtning
Ikke kun kundens adfærd tages i betragtning i evalueringen. Det kan have betydning, om institutionen har krævet stærk kundeautentificering - hvis den mangler, er kunden generelt ikke erstatningsansvarlig i henhold til § 675v i den tyske civillovbog (BGB), så længe han ikke har handlet i svigagtig hensigt. Spørgsmålet om, hvorvidt udgivelsesprocessen tydeligt og forståeligt viste processen, kan også spille en rolle. I hvilket omfang dette reducerer bankens krav afhænger af den enkelte sag.
Konklusion
Groft uagtsomhed er en høj standard og ikke automatisk. Afvisning fra banken er ikke sidste ord – og den strenge standard resulterer heller ikke i et sikkert krav. Den nøjagtige proces, udformningen af godkendelsesprocessen og beviserne er afgørende. Enhver, der har fået et afslag, kan få begrundet undersøgt juridisk. Bemærk § 676b BGB: Uautoriserede betalinger skal straks anmeldes til banken, senest 13 måneder efter debiteringen.
Ofte stillede spørgsmål
Nej, afslaget afspejler i første omgang kun bankens vurdering. Banken skal redegøre for og bevise de omstændigheder, hvoraf der skulle opstå et groft misligholdelse. Om hun lykkes, kan kun vurderes ud fra den faktiske proces.
Domstole er ofte kritiske over for videregivelse af udgivelseskoder, men der er ingen hård og hurtig regel. Det afhænger blandt andet af, hvordan bedraget var udformet, og hvad godkendelsesprocessen egentlig indikerede. En pålidelig vurdering kræver, at alle omstændigheder undersøges.
Anmeld misbruget med det samme og få spærret adgang. Beskriv processen sandfærdigt og så præcist som muligt; undgå at gøre antagelser om ting, du ikke husker med sikkerhed. Hvis du har detaljerede skriftlige udtalelser, kan det være fornuftigt at søge råd på forhånd.
