Når først en overførsel er foretaget, kan den ikke let annulleres. Hvilke veje er der efter svindel - fra tilbagekald til modtagerbanken til krav mod kontohaveren.
Øjeblikket, hvor det står klart, at der er foretaget en overførsel til svindlere, er svært for de berørte at bære. Det første spørgsmål er næsten altid: Kan pengene inddrives? I modsætning til en direkte debitering er der ved overførsler ingen ret til blot at returnere betalingen.
Situationen er derfor ikke håbløs i alle tilfælde. Der er flere udgangspunkter, selvom deres succes afhænger meget af tidens gang og omstændighederne. Denne artikel giver et overblik.
Overførselsindkaldelsen: handle hurtigt, forbliv realistisk
En overførselsordre kan som udgangspunkt ikke tilbagekaldes, når den først er modtaget i banken. Banken kan dog forsøge at tilbagekalde betalingen. Hvis beløbet endnu ikke er fremsendt, kan eksekvering stadig være mulig. Hvis det allerede er krediteret modtagerens konto, sender banken en tilbagekaldsanmodning til modtagerbanken. Dette er normalt kun tilladt at tilbagebetale beløbet med samtykke fra kontohaveren - i tilfælde af svindel gives dette samtykke som forventet ikke.
Ikke desto mindre giver tilbagekaldelsen mening: den dokumenterer den tidlige reaktion og informerer den modtagende bank om det formodede bedrageri. Dette kan resultere i, at banken tjekker kontoen og midlertidigt ikke udbetaler resterende saldo.
Autoriseret eller uautoriseret – den centrale beslutning
For krav mod din egen bank afhænger det af, om betalingen er godkendt. Hvis tredjeparter påbegyndte overførslen uden kontohaverens samtykke, for eksempel med opsnappede adgangsdata, skal banken som udgangspunkt tilbagebetale beløbet i henhold til § 675u i den tyske civillovbog (BGB). Dette kan du dog imødegå med et erstatningskrav efter § 675v BGB, hvis kunden har handlet groft uagtsomt.
Anderledes forholder det sig, hvis de berørte selv iværksatte overførslen, fordi de blev bedraget om formålet eller modtageren - for eksempel i tilfælde af en falsk faktura eller en formodet økonomisk investering. En sådan betaling anses generelt for godkendt. Som regel er der intet krav om tilbagebetaling i henhold til § 675u i den tyske civillovbog (BGB); bedraget ændrer ikke på det. I disse tilfælde kan krav mod pengeinstituttet kun behandles under særlige omstændigheder, såsom misligholdelse af varslingspligt i ekstraordinære situationer.
Hvilken rolle spiller modtagerbanken
Tilskadekomne har ingen kontrakt med det modtagende pengeinstitut. Den er som udgangspunkt kun forpligtet over for sin egen kunde og giver på grund af bankhemmelighed og databeskyttelse normalt ingen oplysninger om kontohaveren. Den modtagende banks ansvar over for skadelidte diskuteres kun i meget begrænsede undtagelsestilfælde og kan ikke generaliseres.
Den modtagende bank er særlig vigtig rent praktisk, så længe der stadig er penge på kontoen. Efterforskningsmyndigheder kan under visse betingelser få sikret kredit. En hurtig straffesag med fuldstændige overførselsdetaljer er derfor mere end en formalitet.
Krav mod ejeren af modtagerkontoen
Uanset bank kan der være krav mod den person, hvis konto pengene er modtaget. Skal tages i betragtning:
- et krav om uberettiget berigelse i henhold til § 812 i den tyske civillovbog (BGB), fordi kontohaveren har opnået beløbet uden en juridisk grund,
- Erstatning for skader efter § 823, stk. 2 BGB, sammenholdt med § 263 StGB, hvis kontohaveren selv har været involveret i svig,
- Erstatning for skader på grund af forsætlig umoralsk skade i henhold til § 826 i den tyske civillovbog (BGB).
Ofte tilhører modtagerkontoen ikke de egentlige gerningsmænd, men såkaldte finansielle agenter, som nogle gange bedraget har stillet deres konto til rådighed for videresendelse af midler. Der kan også være krav mod dem. Om kontohaveren kan hævde allerede at have videresendt pengene afhænger blandt andet af, hvad han vidste eller burde have indset.
De praktiske forhindringer skal ikke undervurderes: Navn og adresse på kontohaveren skal først bestemmes, ofte ved at se på undersøgelsesmappen. Hvis kontoen er placeret i udlandet, eller har kontohaveren ingen formue, er det ofte svært at gøre et krav gældende på trods af en god retstilstand.
Konklusion
Loven giver ikke mulighed for en simpel "inddrivelse" af en overførsel. Det, der er muligt, er et hurtigt tilbagekald, et refusionskrav mod din egen bank ved uautoriserede betalinger og også krav mod ejeren af modtagerkontoen. Hvilke af disse muligheder der er tilgængelige i de enkelte tilfælde og giver økonomisk mening afhænger af processen, tidsfaktoren og modtagerens person. Dette kræver en ærlig vurdering: pengene kan ikke inddrives i alle tilfælde.
Ofte stillede spørgsmål
Nej. Når ordren er modtaget, er tilbagekaldelse normalt ikke længere mulig. Banken kan kun tilbagekalde betalingen; Når den først er krediteret, er returneringen normalt betinget af modtagerens samtykke.
En selvgodkendt overførsel anses generelt for autoriseret, selvom den er baseret på vildledning. Som regel er der ikke krav om tilbagebetaling i henhold til § 675u i den tyske civillovbog (BGB). Krav mod kontohaveren og – i særlige tilfælde – mod de involverede banker mangler at blive behandlet.
Den modtagende bank giver normalt ikke disse oplysninger. Identiteten kommer ofte frem af efterforskningsprocessen; Ofre kan anmode om aktindsigt gennem en advokat.
