Banker udfører generelt overførsler uden at kontrollere indholdet. Kun undtagelsesvis skal de advare kunderne om forestående skader. En klassificering af kravene.
Når man ser tilbage, undrer mange ofre sig over, hvorfor deres bank ikke greb ind: flere store overførsler på kort tid, en hidtil ukendt modtager i udlandet, fuldstændig atypisk betalingsadfærd. Burde det ikke have været mærkbart?
Spørgsmålet er forståeligt, og det er ikke juridisk absurd. Svaret er dog mere forbeholdent, end mange forventer. Retspraksis anerkender kun i særlige tilfælde en banks forpligtelse til at advare sine kunder om selv-iværksatte betalinger.
Princippet: Udførelse uden kontrol af indholdet
Kontantløse betalingstransaktioner er en masseforretning, der er designet til at blive behandlet hurtigt og stort set automatiseret. Banken fungerer som betalingsformidler. Den er forpligtet til at udføre sine kunders ordrer i overensstemmelse med instruktioner og skal som udgangspunkt ikke bekymre sig om den transaktion, der ligger til grund for en overførsel, eller om den er fordelagtig for kunden.
Der er også en beskyttende idé bag dette: kunder skal frit kunne disponere over deres penge, uden at banken kontrollerer deres beslutninger eller stopper betalinger efter eget skøn. Der er derfor ingen generel forpligtelse til at kontrollere overførsler for plausibilitet eller svigrisici.
Undtagelsen: massiv mistanke
Retspraksis gør undtagelser fra dette princip. Kontraktforholdet mellem banken og kunden medfører beskyttelses- og hensynsforpligtelser. De kan blive en forpligtelse til at advare eller informere, hvis banken har stærk mistanke om, at dens kunde er ved at blive offer for en forbrydelse, eller hvis en sådan mistanke opstår. I denne sammenhæng nævnes ofte objektive beviser.
Tærsklen er høj. Et usædvanligt beløb eller en modtagerkonto i udlandet er generelt ikke tilstrækkeligt i sig selv. Det afhænger af det samlede billede – og hvilken viden banken egentlig havde.
Hvilke omstændigheder kan spille en rolle
- Havde banken konkrete beviser for, at modtagerkontoen blev brugt til bedrageri, for eksempel fra tidligere rapporter?
- Markerede det interne sikkerhedssystem betalingen som mistænkelig uden at blive undersøgt?
- Beskrev kunden forhold til bankmedarbejdere, der indikerede en kendt bedrageriordning?
- Afveg betalingsrækkefølgen drastisk fra kundens tidligere adfærd med hensyn til beløb, hyppighed og destinationsland?
- Var der en offentlig advarsel om modtageren fra en tilsynsmyndighed, som banken havde kendskab til?
Disse synspunkter er retningslinjer, ikke en tjekliste. Domstolene vurderer sammenlignelige fakta meget forskelligt. Principielt ligger byrden med at fremlægge og bevise, hvilke omstændigheder en varslingspligt udspringer af, hos kunden – og især bankens interne processer er svære at se udefra.
Hvad følger af et brud på advarselspligten
Overtræder banken en varslingspligt, kan et erstatningskrav på grund af overtrædelse af en yderligere kontraktlig forpligtelse komme på tale. Dette er forskelligt fra kravet om tilbagebetaling i henhold til § 675u i den tyske civillovbog (BGB): Dette kræver en uautoriseret betaling og gælder generelt ikke for selvgodkendte overførsler. Advarselspligten er derfor særlig vigtig i tilfælde, hvor de berørte selv har foretaget overførslen under påvirkning af vildledning.
Kunden skal også godtgøre, at han ville have undladt at betale, hvis han var blevet advaret. Det er ikke altid givet, da gerningsmænd ofte specifikt forbereder deres ofre på spørgsmål fra banken. I sidste ende kan medvirkende uagtsomhed fra kundens side reducere kravet. I praksis ender sådanne sager ofte med en erstatningsdeling eller et forlig – eller uden held.
Konklusion
Der er ingen generel forpligtelse fra bankens side til at stille spørgsmålstegn ved mistænkelige overførsler. Efter retspraksis eksisterer der kun undtagelsesvis advarsels- og underretningspligt, hvis der er stærk mistanke om strafbart forhold mod kunden. Hvorvidt en sådan sag eksisterer, kan alene vurderes ud fra de konkrete betalingstransaktioner og bankens viden. En omhyggelig undersøgelse kan være umagen værd; det giver ingen garanti for et krav.
Ofte stillede spørgsmål
Som udgangspunkt ikke. Banken er forpligtet til at udføre autoriserede ordrer og skal ikke kontrollere deres baggrund. Retspraksis påtager sig kun pligt til at advare eller stille spørgsmål, hvis der er alvorlig grund til mistanke.
Det afhænger af, om der var advarselspligt i den konkrete sag, om den blev overtrådt, og om advarslen ville have forhindret betaling. Medvirkende uagtsomhed kan også reducere kravet. En generel erklæring er ikke mulig.
Som udgangspunkt bærer kunden byrden med at fremlægge og bevise de omstændigheder, hvoraf advarselspligten opstår. Det er derfor vigtigt at dokumentere alle kontakter med banken og den nøjagtige betalingsproces.
