Enhver, der anbefaler en investering til investorer, skal give dem investor- og ejendomsspecifik rådgivning. En oversigt over de vigtigste forpligtelser og de mulige konsekvenser af forkert rådgivning.
Uanset om de planlægger at gå på pension, opbygger formue eller investerer en arv - mange mennesker stoler på anbefalingerne fra deres bank eller rådgiver, når de træffer økonomiske beslutninger. Udvikler investeringen sig anderledes end forventet, opstår spørgsmålet, om rådgivningen opfyldte lovkravene.
Ikke alle tab skyldes en fejl i rådgivningen. Investoren bærer generelt den økonomiske risiko ved en investering. Forudsætningen er dog, at han har taget denne risiko på baggrund af en ordentlig rådgivning.
Hvordan en konsulentkontrakt opstår
Grundlaget for forpligtelserne er normalt en konsulentkontrakt. Dette skal ikke konkluderes skriftligt. Ifølge retspraksis sker det ofte stiltiende, når en investor kontakter et pengeinstitut eller en rådgiver om en investeringsbeslutning - eller omvendt - og en konsultation derefter igangsættes.
Der skal skelnes mellem ren investeringsmæglervirksomhed, hvor hovedkravet er at give nøjagtige oplysninger om investeringen, og rådgivningsfri forretning, hvor kunden afgiver sin ordre selvstændigt. Sondringen kan være vanskelig i enkeltsager, men har betydning for omfanget af forpligtelserne.
Investorvenlig rådgivning
Anbefalingen skal passe til investorens personlighed. Rådgiveren skal derfor først forhøre sig om de relevante forhold, hvis de ikke allerede er kendt af ham. Disse omfatter især:
- Viden og erfaring med finansielle instrumenter
- de økonomiske forhold og evnen til at bære tab
- investeringsmålene, såsom sikkerhed, indkomst eller pension
- risikovilligheden og den planlagte investeringshorisont
Enhver, der klart ønsker en sikker investering til pensionsforsikring, bør generelt ikke anbefales et produkt med en væsentlig tabsrisiko som passende.
Ejendomsspecifik rådgivning
Derudover skal rådgivningen passe til investeringsejendommen. Investoren skal informeres om de karakteristika og risici, der er vigtige for hans beslutning. Det gælder generelle risici såsom økonomiske og markedsmæssige udviklinger samt de specifikke risici ved det specifikke produkt, såsom en eventuel risiko for totalt tab, begrænset omsættelighed eller lang sigt.
Oplysningerne skal være korrekte, fuldstændige og forståelige. Ifølge retspraksis skal en bank, der inddrager et produkt i sit rådgivningsprogram, først undersøge det med sædvanlig kritisk ekspertise. Blot at aflevere en brochure erstatter ikke automatisk mundtlig information; Det afgørende er blandt andet, om investoren havde tilstrækkelig tid til at læse dokumenterne, inden han traf sin beslutning.
Kompensation, interessekonflikter og dokumentation
Investorer bør kunne vurdere, om en anbefaling udelukkende er afgivet i deres interesse. Ifølge retspraksis skal pengeinstitutter derfor oplyse om refusioner, som de modtager for salg af et produkt fra tredjemand. Værdipapirhandelsloven (WpHG) indeholder også krav til håndtering af donationer og interessekonflikter samt til oplysning om omkostninger.
I et reguleringsmæssigt perspektiv er investeringsserviceselskaber også forpligtet til at kontrollere egnetheden af en anbefaling i henhold til §§ 63 ff. af WpHG. Privatkunder modtager en egnethedserklæring, der forklarer, hvordan anbefalingen er skræddersyet til deres mål og forhold. For mange produkter skal der også udleveres et kort informationsblad.
Konsekvenser af forkert rådgivning
Hvis konsulenten skyldigt misligholder sine pligter, kan et erstatningskrav i henhold til § 280 i den tyske civillovbog (BGB) komme i betragtning. Investoren skal så placeres i den position, han ville være i uden den forkerte rådgivning. Dette resulterer ofte i tilbageførsel af investeringen: tilbagebetaling af den investerede kapital mod overdragelse af investeringen, hvorved eventuelle modtagne udlodninger skal tages i betragtning.
Som udgangspunkt skal investor forklare og bevise rådgivningsfejlen. Der bør også tages hensyn til forældelsesfristen. I henhold til §§ 195 og 199 i den tyske civillovbog (BGB) er den almindelige forældelsesfrist tre år og begynder ved udgangen af det år, hvor kravet opstod, og investoren blev bekendt med de relevante omstændigheder eller burde have fået kendskab til dem uden grov uagtsomhed. Sådanne krav forældes uanset viden senest ti år efter, at de er opstået.
Konklusion
Investeringsrådgivning er bundet til klare juridiske standarder: anbefalingen skal passe til investoren, og risiciene ved produktet skal præsenteres præcist og forståeligt. Hvorvidt der er tale om en fejl i rådgivningen i en enkelt sag, og om den kan bevises, afhænger af samtalens forløb og de dokumenter, der foreligger. En eksamen bør ikke udsættes unødigt på grund af forældelsesfristen.
Ofte stillede spørgsmål
Nej. Kurstab alene udgør ikke et krav, da investeringsrisikoen generelt bæres af investoren. Ansvar kræver, at rådgivningen var forkert, og at denne fejl var årsagen til investeringsbeslutningen.
Normalt ja. Ifølge retspraksis kan en konsulentkontrakt indgås stiltiende ved at starte en konsultation om en investering. Der kræves ikke en skriftlig aftale herfor.
Der gælder den almindelige forældelsesfrist på tre år, som begynder ved udgangen af det år, hvor investoren fik eller burde have fået kendskab til de forhold, der giver anledning til kravet. Uanset dette indtræder forældelse senest ti år efter, at kravet er opstået.
